To teenagere på 16-18 år begik søndag aften røverisk overfald mod en taxachauffør i Svendborg.
De prajede taxaen ved banegården i Svendborg, og da taxaen ankom til idrætshallen SG Huset slog den ene chaufføren på skulderen og rev hans pung ud af hænderne på ham.
Det skriver Fyns Amts Avis.
De to røvere forsvandt derefter ud over de grønne områder ved hallen.
Overfor Fyns Politi beskriver chaufføren den ene som mulat. Han var iført en grå hættetrøje med neonfarver omkring lynlåse og lommer. Han havde jeans og kondisko på.
Hans kammerat var ifølge chaufføren dansk af udseende og med mellemblondt hår. Hans påklædning er der ikke oplysninger om.
Ifølge vagtchefen sagde røverne noget undervejs på køreturen, som tyder på at de er lokale eller lokalkendte.