Som golfspiller er det oftest ret træls at havne i en sandbunker. Men det må være endnu værre for en taxachauffør.
Det kan Jens Green tale med om. Nytårsnat mistede han nemlig herredømmet over sin bil, drønede ind over Breinholtgård Golf Klubs bane og havnede i en bunker.
- Jeg er ikke sikker på, hvad der skete, fordi jeg er ikke helt kommet mig over det. Jeg formoder, at jeg ramte en kant ned mod Koksspangvej, og så mistede jeg herredømmet over bilen. Jeg snittede træerne på vej ned på golfbanen, og da jeg kom ind på plænen snurrede bilen rundt og til sidst gled den ned i sandbunkeren, fortæller Jens Green til JydskeVestkysten.
Heldigvis kom den 61-årige chauffør ikke alvorligt til skade. Han kunne selv forlade bilen og lade sig køre til hospitalet til undersøgelse for småknubs.
Men det kunne faktisk være gået meget værre. Ifølge politiet var chaufføren ualmindelig heldig med at suse ind mellem træerne til golfbanen, der ligger lidt uden for Esbjerg. Uden at ramme dem. Og det er der en utrolig forklaring på: For seks år siden kørte en anden bil galt præcis samme sted og fjernede det træ, der ellers stod der.
Nu har golfklubben rettet henvendelse til kommunen for at høre om muligheden for at få sat autoværn op det pågældende sted.