Valencias angriber Francesco Tavano skifter til Roma i januar. Det bekræfter Valencias præsident, Juan Soler, ifølge Channel4.com.
27-årige Tavano har tidligere spillet for Empoli, og det er kun seks måneder siden, at han skiftede til La Liga. Imidlertid havde angriberen svært ved at falde til i de spanske omgivelser, og der har været rygter om, at han søgte tilbage til støvlelandet.
»Vi er nået frem til enighed. Tavano vender tilbage til Italien den 28. december, og slutter sig til Roma fjerde januar,« sagde Soler ved en pressekonference.
Det forventes, at Tavano skifter på en låneaftale med mulighed for et egentlig køb i juni.