Tennisspilleren Clara Tauson har meldt afbud med en skade til grand slam-turneringen French Open, der begynder søndag.
Hun er ikke blevet en rygskade kvit, siger Søren Tauson, Clara Tausons far, til Ekstra Bladet.
- Vi har erkendt, at det ikke er muligt at komme i en forsvarlig forfatning, og derfor er det blevet til et afbud, siger Søren Tauson til avisen.
De franske arrangører har torsdag aften trukket lod til turneringen, hvor Tauson derfor ikke er at finde.
- Vi har som altid gjort alt, hvad vi kan for blive kampklar, men det har været umuligt. Så det var sådan set en nem beslutning til sidst.
- Det er ærgerligt ikke at skulle spille en planlagt turnering. Præcis som i Istanbul og Rom. Nu tager vi den tid, det tager, og hun kommer ikke i kamp indtil videre, siger Søren Tauson til Ekstra Bladet.
I sidste uge var Tauson nødsaget til at melde fra til WTA-turneringen i Rom. Det skyldtes også skaden i ryggen.
19-årige Tauson har ikke været i aktion siden nederlaget til Marta Kostyuk i slutningen af april.
Før den kamp var det over en måned siden, at hun senest var i aktion. Hendes seneste sejr daterer sig til 11. marts.
Tauson er i øjeblikket nummer 43 i verden. Hendes bedste placering nogensinde er en 33.-plads, som hun indtog i februar i år.
Polske Iga Swiatek, der er verdensetter og topseedet, skal i første runde møde en kvalifikationsspiller.
Barbora Krejcikova, der vandt French Open sidste år og andenseedet, åbner dette års turnering mod franske Diane Parry, nummer 96 i verden.
På herresiden er der dansk deltagelse i skikkelse af Holger Rune, der skal møde canadieren Denis Shapovalov i første runde.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.