Kvinder kan tage langt mindre smerte end mænd. Det slår videnskabens eksperter fast. Men ude i hverdagen findes en hel anden slags eksperter. Nemlig dem der dagligt stifter bekendtskab med det ene smertehelvede efter det andet. Vi taler naturligvis om tandlægen, tatovøren og dominaen.
Madame Ilse, som hverken vil have sit rigtige eller sit kunstnernavn i avisen, lever af at påføre andre frydefuld smerte.
»Kvinder falder nogle gange ind i det, der hedder subspace, som er en form for besvimelse, hvor man har givet så meget slip på sig selv i nydelsen over smerten, at man mister bevidstheden og kontrollen med sig selv. Det kender man kun fra kvinder. Jeg har aldrig hørt om en mand, der er faldet i subspace,« fortæller hun.
Hos City-Piercing er nydelsen i forbindelse med smerten ved at få en ring gennem næsen eller en fregat tatoveret på ryggen nok mindre sødmefuld. I hvert fald oplever tatovør og piercer Simon Donbe ikke den store forskel på kvinder og mænds smertetærskel.
»Min oplevelse er, at det er ret ens. Kvinder får ofte mindre tatoveringer, men på mere følsomme steder. Men både mænd og kvinder giver udtryk for smerte, når de bliver tatoveret eller piercet,« siger Simon Donbe.
Pivskidder
I tandlægeverdenen er man ikke helt enig om, hvorvidt der er forskel på mænds og kvinders smertetæskel.
»Det korte svar er, at der er forskelle. Kvinder rapporterer for eksempel flere smerter end mænd efter rodbehandlinger, så det tyder på, at smerten varer længere,« siger Peter Svensson, der er professor ved Tandlægskolen i Århus.
Men Henrik Bruhn Jensen, der er tandlæge hos Tandlægerne ved Peblingesøen, konstaterer ikke nogen forskelle i smerten.
»Store, stærke mænd kan være nogle pivskidder, når de sidder i stolen, og spinkle kvinder kan være fuldstændigt upåvirkede,« siger Henrik Bruhn Jensen.