Et af Tasmaniens nationale symboler – den tasmanske djævel – kan være på vej mod udryddelse. En sygdom, der får dyrene til at udvikle svulster i ansigtet, har i de seneste 10 år slået titusindvis af tasmanske djævle ihjel, skriver BBC.
Ansigtssvulsterne er ikke dødelige i sig selv, men kan blive så store, at det bliver umuligt for dyrene at spise. Dermed dør djævlene simpelthen af sult. Forskere advarer nu mod, at dyrene kan forsvinde helt inden for de næste 10-15 år.
»De bestande, der er ramt af sygdommen, er svundet dramatisk ind – nogle helt op til 90 procent,« fortæller professor ved Tasmaniens Universitets zoologi-afdeling Hamish McCallum til BBC.
Siden 1996 er 57 vilde bestande af tasmanske djævle blevet smittet med sygdommen. Miljømyndighederne har nu flyttet mindst fire kolonier af raske dyr væk fra Tasmanien og indkvarteret dem i zoologiske haver på det australske fastland.