1200 kilometer. Så langt har TV2's vejrmand Peter Tanev og flere hundrede andre cyklet for at komme til Paris med Team Rynkeby Rigshospitalet fredag.
Det har resulteret i så ømme numser, at vejrmanden foretrækker smerterne fra sine tømmermænd.
- Tømmermænd er noget af det letteste, hvis man først har prøvet at have ondt i røven. Det kan faktisk være en fordel at have så mange tømmermænd, at man har mere ondt i hovedet end i numsen, vurderer Tanev i et telefoninterview fra Frankrig til Ritzau.
Det er andet år i træk, at vejrmanden deltager i Rynkeby cykelløbet, fordi han elsker sporten og det sociale. Tømmermændene er således et resultat af gårsdagens fest med de svenske medryttere.
I alt deltager 17 cykelhold i løbet og fire af holdene består af svenskere.
- Men selvom man har tømmermænd, så slår det ikke numsen. Det er det, alle brokker sig over. Vi har så bløde hænder nu, fordi vi hele tiden smører os ind i creme. Vi prøver alt, fortæller Tanev.
De ømme numser fra Team Rynkeby indsamlede sidste år 9,772 millioner kroner til børn med kræft, og Rynkebys direktør Jørgen Dirksen bekræfter, at det resultat bliver overgået i år. Men personligt har Tanev også opnået et stort mål.
- Jeg klarede ikke muren, der er en stejl bakke, sidste år, og det blev jeg hånet for i et år. Så da jeg begyndte at smage blod og det sortnede for øjnene, så tænkte jeg bare på, at jeg skulle hånes igen. Så sig til Claus Elming - jeg klarede den i år!, siger en glad Tanev.
Ved målstregen i Paris bliver alle rytterne modtaget af deres familie og venner. Fredag aften er der stor fest i den romantiske storby, hvor rytterne kan ånde lettet op og nyde den store indsats.
Team Rynkeby overrækker pengene til Børnecancerfonden den 15. september i Ringe på Fyn.
/ritzau/