Tidligere søndag sendte HK en pressemeddelelse ud, hvor de forklarede, at de var blevet kontaktet af adskillige af deres medlemmer, der frygter at landets tandklinikker kan udvikle sig til rene corona-reder når de atter må åbne fra i morgen, mandag.
Det er blandt andet mangel på værnemidler som masker og påstået genbrug af handsker, der skulle få HK’erne til at bekymre sig om hygiejnen på klinikkerne.
Nu er Tandlægeforeningen på banen. De er lodret uenige med HK og spekulerer i, om der ligger noget ganske andet end oprigtig bekymring bag fagforeningens pressemeddelelse.
– Vi tager skarpt afstand fra HK’s påstande, som er helt ubegrundede. Tandklinikkerne har Styrelsen for Patientsikkerheds ord for, at vi normalt overholder alle kravene til patientsikkerhed til UG. Det gør vi bestemt også i en coronatid, siger Torben Schønwaldt, formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen.
Og så bliver der skudt med skarp fra Tandlægeforeningen direkte mod HK.
– Jeg kan ikke undgå den tanke, at HK’s udokumenterede påstande hænger sammen med, at vi har en konflikt med HK om overenskomsten for klinikassistenter. Er det derfor, at HK kommer med så vilde påstande? Uanset hvad, så er det meget uklædeligt at gøre vores medarbejdere nervøse som et led i en faglig strid, fortsætter Torben Schønwaldt i en pressemeddelelse.