Når børn skal til skoletandlægen i Aalborg, bruger tandlægen hypnose til de unger, der er bange for bedøvelser og summende bor.
Tidligere var hypnose ellers en teknik forbeholdt psykologer, men nu breder hypnosen sig i sundhedsvæsnet, hvor både tandlæger, læger på sygehuse i stigende grad hypnotiserer deres patienter, skriver Kristeligt Dagblad.
I juni skal et større forsøg med selvhypnose hjælpe hundredvis af gravide på både Skejby og Herlev Sygehus af med fødselssmerter.
Der er i dag 30 hypnose-tandlæger i Danmark, og en af dem er skoletandlæge i Aalborg Kommune, Ulf Brock. Han har gennem halvandet år hypnotiseret omkring 20 børn med skræk for tandlægestolen.
"Med hypnosen kan man komme helt ind og fjerne angsten. Hos nogle børn har jeg ændret deres opfattelse af smerte, så de slet ikke har brug for bedøvelse," siger Ulf Brock til avisen.
Men det er et stort problem, at hypnosen har bredt sig til jordemoderen og tandlægen, mener Kaare Claudewitz, der er formand for Psykologfagligt Selskab for Klinisk Hypnose under Dansk Psykolog Forening.
"De er ikke universitetsuddannet til at arbejde dybdepsykologisk og sende en person i dyb trance. Det er psykologer. Problemet er, at der sagtens kan dukke ting op, som tandlægen eller jordemoderen ikke er uddannet til at arbejde med," siger han.
Hypnose er ikke anerkendt som en behandling med offentligt tilskud.