Tandlægeforeningen mener, at politikerne på Christiansborg bør forbyde slik og sodavand i skolerne.
Opfordringen til politikerne kommer i kølvandet på en undersøgelse, der viser, at danskerne er positive over for forbud, der kan fremme sundheden især blandt børn og unge.
- Et forbud mo slik og sodavand i skolerne kan selvfølgelig ikke alene ændre sundhedstilstanden i Danmark. Men det vil kunne medvirke til at gøre en væsentlig forskel for børn og unges indtag af især sodavand, der kan give både huller i tænderne og syreskader med store smerter til følge, siger Susanne Andersen, der er formand for Tandlægeforeningen, i en pressemeddelelse.
Selvom flere skoler allerede har indført et forbud mod slik og sodavand, mener Tandlægeforeningen, at lovgivning er nødvendigt for at alle skoler følger trop.