Af Andreas Bisgaard | anbi@avisen.dk
Selvom eftersøgningen af det ældre ægtepar fra Strynø for længst er indstillet, har Fyns Politi ikke opgivet efterforskningen af det, de selv betegner som et koldblodigt dobbeltdrab.
Ægteparret Teisen forsvandt i juni efter at have fremvist deres lystyacht til en 25-årig mand på Ærø.Manden, der i øjeblikket er til mentalundersøgelse på et psykiatrisk hospital i Middelfart, nægter sig fortsat skyldig.
I fredag fik han forlænget sin varetægtsfængsling med endnu fire uger.
Nye metoder
Da det som sagt ikke er lykkedes politiet at finde ægteparret, der formentlig stadig ligger på havets bund ud for Ærø, har politiet taget nye metoder i brug.
For nylig gennemrodede de ægteparrets hus på Strynø i håb om at finde genstande, der kan være med til at afsløre Ruth og Finn Teisens dna-profiler.
»Vi har blandt andet hentet tandbørster, hårbørster og andre genstande, der kan afsløre parrets dna-profiler. Målet er at kunne sammenligne dna et med noget af det blod, vi fandt på båden og på gerningsmandens T-shirt,« forklarer vicepolitikommissær Henning Christiansen fra Fyns Politi i Svendborg.
Henning Christiansen antyder også, at efterkommere af Ruth og Finn Teisen har afleveret noget af deres personlige dna til efterforskningen.
»Men jeg vil helst ikke sige alt for meget om det, da det kan påvirke efterforskningen,« fortæller vicepolitikommissæren fra Svendborg.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra ægteparrets søn, Ketil Teisen, der er kendt fra børneprogrammerne Martin og Ketil på TV 2.
Ruth og Finn Teisen blev meldt savnet 13.
juni efter at have fremvist deres lystyacht til en 25-årig mand fra
Ærø.
Manden har erkendt, at han under en prøvetur 2. juni stak parret
ned med en lommekniv og skubbede dem i vandet. Men han nægter sig
skyldig i drab.
Mere end 160 mand har deltaget i eftersøgningen af
ægteparret.