Efter et vigtigt møde i den srilankanske regering har den besluttet ikke at forbyde oprørsgruppen De Tamilske Tigre, som regeringen er i borgerkrig med. Det skriver CNN.
Tigrenes tilhængere har tidligere advaret, at et sådan forbud ville være ødelæggende for fredsprocessen på øen.
»Et forbud vil være ensbetydende med ikke kun at lukke døren men samtidig lukke alle vinduer for en fremtidig fredsforhandling,« siger Kanagalingam Sinvajilingam fra den Nationale Tamilske Alliance ifølge CNN.
De Tamilske Tigre blev forbudt i 1998 efter 15 års borgerkrig. Men i 2002 blev det forbud løftet for at åbne op for fredsforhandlinger mellem regeringen og oprørsgruppen.
Den norske fredsforhandler Jon Hanssen-Bauer skulle have besøgt De Tamilske Tigre denne uge, men aflyste besøget, indtil der kom en afklaring på regerings overvejelser om et forbud. Man forventer en officiel udtalelse fra den srilankanske regering senere på dagen.