Tamiler er bedst integreret

Danmarks 11.000 tamiler er en mønsterminoritet med lav arbejdsløshed og mange unge under uddannelse.

Der er kun knap 11.000 tamiler i Danmark, men tamilerne er en af de mest velintegrerede ikke-vestlige indvandrergrupper i det danske samfund, skriver Kristeligt Dagblad.

Arbejdsløsheden blandt tamilerne er lav, og en opgørelse, Integrationsministeriet foretog i 2011, viser, at 56 procent af de unge tamiler mellem 18 og 24 år er i gang med en videregående uddannelse.

Dermed overhaler de deres danske jævnaldrende i uddannelsesparathed.

De fleste tamiler bor i mindre jyske samfund, og her kendes de som en stabil og hårdtarbejdende etnisk minoritet, forklarer specialkonsulent Ramanan Balasubramaniam.

- Tamilerne kom til Danmark på grund af borgerkrigen i Sri Lanka i 80'erne, og hovedparten blev placeret i jyske kommuner, hvor de lige siden har arbejdet inden for industri, rengøring og andre servicefag.

- De fleste kom fra den lavere middelklasse, og mange havde lånt store beløb til rejsen, som de skulle betale tilbage. Derfor havde de fra starten et stærkt incitament til at arbejde i Danmark, fortæller Ramanan Balasubramaniam til Kristeligt Dagblad.

Han er selv er tamil og i øjeblikket er ved at interviewe 70 landsmænd i Danmark i forbindelse med udgivelsen af en bog om tamilerne, der ventes at udkomme næste år.

Tamilerne, der for flertallets vedkommende er hinduer, mens et mindretal er kristne, har samtidig en fleksibel tilgang til deres egen kultur og religion, forklarer Balasubramaniam.

Direktør for foreningen Nydansker, Torben Møller Hansen, er enig helt i, at tamilernes integration er en succeshistorie.

- Min definition af integration er, at man som borger kan tjene sine penge selv, overholde landets love og deltage i demokratiet og desuden sørge for, at ens børn og familie har samme muligheder.

- Set fra de kriterier er tamilerne en yderst positiv historie, lyder det fra Torben Møller Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.