13 er dræbt efter et Taliban-angreb i det østlige Afghanistan. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Angrebet skete tidligt mandag morgen i Ghazni-provinsen og ramte et militært checkpoint, hvor også lokalt politi opererer fra.
Ifølge en talsmand for den lokale guvernør er syv af de dræbte soldater, og de resterende seks er politifolk. Ud over de dræbte er fire såret.
Taliban har i en udtalelse taget ansvar for angrebet, hvor seks af deres krigere også blev dræbt og ti såret i timelange skudvekslinger med afghanske sikkerhedsstyrker.
Ifølge de afghanske myndigheder blev det militære checkpoint oprettet for to dage siden i et forsøg på at stoppe Talibans forsyningsruter igennem en strategisk vigtig del af Ghazni-provinsen.
De lokale myndigheder fortæller, at checkpointet i angrebet blev brændt ned og ødelagt.
Afghanistan har i 2018 været plaget af flere Taliban-angreb mod både militære og civile mål.
I Kandahar har angrebene antaget en sekterisk karakter, og det sunnimuslimske Taliban har udført bombeangreb mod shiamuslimske landsbyer og moskéer.
I weekenden meddelte det russiske udenrigsministerium, at den afghanske regering og Taliban havde aftalt i at mødes til forhandlinger faciliteret af Rusland om en våbenhvile fredag.
Det står endnu ikke klart, hvorvidt mandagens angreb får konsekvenser for de planlagte forhandlinger.
/ritzau/