Afghanske Taliban-oprørere angreb fredag et lille hotel i et eksklusivt boligområde i Afghanistans hovedstad, Kabul, oplyser politiet.
Hotellet, der normalt benyttes normalt af udlændinge, blev hurtigt omringet af afghanske sikkerhedsstyrker, og det kom til en flere timer lang stillingskrig. Til sidst blev de i alt fem talibanere dræbt.
- En lille pige blev dræbt ved den første eksplosion, oplyser talsmænd for det afghanske indenrigsministerium.
- En af mændene havde fyldt sin bil med sprængstoffer, som han detonerede foran hotellet. Han dræbte sig selv, siger Hashmat Stanikzai, talsmand for politiet i Kabul.
Taliban tog i en erklæring skylden for angrebet. Både hotellet og en kirke var mål for angrebet, siger militsen.
Mindst 10 udlændinge, herunder flere børn, blev evakueret fra hotellet eller "gæstehuset." Tre amerikanere, en peruaner, en malaysier samt en afrikaner blev først evakueret efter et stykke tid.
Tv-billeder viste afghanske styrker spærre en gade i den sydlige del af byen og militære køretøjer på vejen.
Der har været en voldsom optrapning af volden i Afghanistan de sidste par uger. Det sker forud for det kommende præsidentvalg, som skal afholdes den 5. april.
Tirsdag angreb selvmordsbombere og bevæbnede mænd et af valgkommissionens kontorer i Kabul, og i forrige uge blev ni personer, inklusiv en lokal AFP-journalist og en valgobservatør, dræbt i et angreb på Hotel Serena.
Præsidentvalget bliver en test, der vil vise, om de afghanske sikkerhedsstyrker er i stand til at tage sig af sikkerheden, før de fleste udenlandske tropper trækker sig ud af landet efter nytår.
/ritzau/Reuters