Taleban har taget ansvaret for tre angreb i den afghanske hovedstad, Kabul.
Selvmordsbombere og bevæbnede mænd angreb landets Justitsministerium, Undervisningsministerium og et kontor med ansvar for fængsler. Det resulterede i 27 døde.
Angrebene skal ses som en reaktion på de dårlige forhold, som Taleban-fanger er udsat for i afghanske fængsler, udtaler Taleban-talsmand, Zabiullah Majaheed.
"Vi har advaret den afghanske regering om, at de skulle stoppe torturen mod vores indsatte," siger han ifølge AP.
Yderligere 50 mennesker er ifølge BBC såret som følge af angrebene.
19 ansatte i ministerierne døde som følge af angrebet. Dertil døde otte af bombemændene - fire sprængte sig selv i luften med selvmordsbælter, mens andre fire blev dræbt af sikkerhedsfolk.
Angrebene kommer i samme uge, som USA's nye udsending for Pakistan og Afghanistan, Richard Holbrooke, forventes at besøge Kabul.