Lederen af de militante Taliban-krigere i Pakistans Swat-dal er blevet kritisk såret og er nu døden nær.
Informationerne om Maulana Fazlullah er blevet bekræftet fra kilder i regeringen, skriver BBC.
Han var med til at starte den del af Taliban, som senere fik held til overtage kontrollen med Swat-dalen.
En nylig offensiv har betydet, at Pakistans hær mener at have nedkæmpet de fleste oprørere i det nordvestlige område af dalen.
Kampene mod Talibans militante har stået på i to måneder, og regeringen hævder at have genvundet kontrollen over regionen.
Ifølge BBCs kilder med Maulana Fazlullah ramt ved to luftangreb, og han befinder sig nu i et område, hvor der ikke er adgang til medicinsk assistance.
Tidligere blev en anden Taliban-leder, Shah Duran, dræbt ved et lignende luftangreb.
Maulana Fazlullah plejede at lede bønnerne i moskeen i den landsby, hvor han kommer fra. Han blev siden Swats mest magtfulde mand og spredte sine budskaber med hjælp fra en radiostation.
Han ønskede islamiske love i regionen, og da han var mest magtfuld, var det hans militante styrker som håndhævede lov og ret i Swat-dalen.