Den første af de i alt 23 kidnappede sydkoreanere i Afghanistan har tilsyneladende mistet livet. Taleban har slået et af de mandlige gidsler ihjel, oplyser en af bevægelsens talsmænd til Reuters.
- Eftersom regeringen i Kabul ikke hørte på vores krav og undlod at løslade vore fanger, så har Taleban skudt et mandligt, sydkoreansk gidsel, siger Qari Mohammad Yousuf per telefon til nyhedsbureauet.
Tidligere onsdag udløb den seneste af Talebans frister for en aftale til gengæld for frigivelsen af de nu 22 sydkoreanske gidsler. Ifølge Taleban-talsmanden havde bevægelsen "mistet tålmodigheden", og ville "dræbe nogle stykker".
Qari Mohammad Yousuf siger selv, at han taler på vegne af Taleban-krigerne, og hans udtalelser har tidligere vist sig at holde stik, mens de andre gange ikke har været rigtige.
De 23 sydkoreanske gidsler blev kidnappet i deres bus i det sydlige Afghanistan sidste torsdag, da de var på vej gennem landet for at missionere og yde nødhjælp. De 18 kvinder og fem mænd tilhører en mindre, kristen kirke i Sydkorea.
Taleban kræver, at Afghanistans regering frigiver et ukendt antal Taleban-fanger, og at Sydkorea trækker sine tropper ud af landet. Det sidste er i forvejen planlagt at blive gennemført til nytår.
Tidligere onsdag meddelte en guvernør i det østlige Afghanistan, at en tysk journalist og hans afghanske tolk var blevet kidnappet af Taleban. Ifølge BBC er det nu lykkedes for de magtfulde ældre i området at forhandle sig frem til en frigivelse af de to uden udbetaling af løsepenge.
To tyskere blev bortført i det centrale Afghanistan i sidste uge, og liget af den ene blev senere fundet.