Allerede da Morten Olsen udtog holdet til landskampen mod Spanien, gjorde han taktikken klar, eller rettere sagt de to mulige taktiske oplæg til kampen. For enten skal det danske landshold forsvare sig, eller også skal det angribe. På det tidspunkt havde landstræneren endnu ikke besluttet sig. Det har han nu, men dagen før kampen vil landstræneren ikke ud med svaret.
»Jeg ser mig ikke som en dum træner eller et dumt menneske i al almindelighed, så det har jeg ingen kommentarer til,« siger Morten Olsen.
Normalt ville det virke oplagt, hvad man skal gøre, når man spiller på udebane mod Spanien. Opgave nummer et ville være at ødelægge det spanske spil, stå forholdsvist langt tilbage på banen og så satse på kontra.
Sid Lowe følger det spanske landshold tæt for den engelske avis The Guardian. Han mener, at netop en defensiv taktik, hvor man sidder tæt på de spanske spillere, er vejen til succes mod Spanien.
Forhindret i at spille
»Når jeg ser Spanien spille, ser det ud, som om den bedste mulighed for at slå dem er ved at spille aggressivt og fysisk. Hvis man har to hold, der begge spiller pæn fodbold og ikke tackler helt igennem, så vil Spanien nok vinde, fordi de er så dygtige. Men når man ser hold, der forhindrer spanierne i at spille fodbold, især på midten af banen, så kan man give spanierne problemer,« siger Sid Lowe.
Men i aftenens kamp er det spanske hold hårdt ramt i forsvaret. De to største defensive profiler, Carlos Puyol og Sergio Ramos, er ude med karantæne, og erstatningerne har langtfra samme klasse. Dermed stiller Spanien med et hold, der er væsentligt stærkere besat på de offensive pladser end på de defensive. Og det gør tanken om at få flyttet spillet op på spaniernes halvdel tillokkende.
Om Morten Olsen vælger at satse offensivt for at udnytte det svækkede spanske forsvar, får vi at se i aften. I hvert fald har forberedelserne til kampen været optimale. Eneste minus er, at Per Nielsen har måttet tage hjem på grund af en skade.
»Vi har kunnet arbejde tre-fire dage rigtigt godt, men når det er sagt, så giver det ingen garantier for et godt resultat, eller at man spiller en god kamp. Vi får to hold at se, som kan spille effektiv og flot fodbold. Vi er godt besat på alle pladser, og alle er fit,« siger Morten Olsen.