Taiwans nuværende vicepræsident, Lai Ching-te, kan se frem til at indtage den øverste politiske post i Taiwan, efter at han er erklæret for vinder af lørdagens præsidentvalg i østaten.
I en sejrstale lover han et nyt kapitel uden pres og trusler fra Kina.
- Vi har vist verden, hvor meget vi værdsætter demokrati, siger han.
Ved valget har Lai fået 40,1 procent af stemmerne. Han repræsenterer Det Demokratisk Progressive Parti (DPP).
Det oplyser Taiwans Centrale Valgkommission.
Lai siger i en tale, at "valget er begyndelsen på et nyt kapitel for Taiwans demokrati", og at han som præsident vil føre "opbyggelige og ordentlige" forhandlinger med Kina.
Den kommende præsident giver udtryk for, at han vil beskytte Taiwan mod trusler fra Kina. Ifølge Lai Ching-te viser resultatet af valget, at Taiwans indbyggere har ydet modstand mod "pres udefra".
Den nærmeste rival til Lai var Hou Yu-ih fra oppositionspartiet Kuomintang (KMT). Han erklærede tidligere lørdag, at Lai Ching-te er valgets vinder.
- Jeg lykønsker Lai Ching-te med sejren, lød det fra Hou Yu-ih.
Hou Yu-ih har fået 33,5 procent af stemmerne.
KMT har rødder i nationalister, der flygtede til Taiwan i 1949. Partiet er mere moderat end DPP og ønsker at samarbejde med Kina. Men det afviser at være en støtte for styret i Beijing.
Lais parti, DPP, har åbent sagt, at det støtter, at Taiwan fortsat udvikler en separat identitet i forhold til det kommunistiske Kina.
Lai siger selv efter sin sejr lørdag, at han vil arbejde for at bevare freden i Taiwanstrædet, hvor Kina ofte afholder militærøvelser, og han har bebudet en styrkelse af Taiwans forsvar.
Taiwan har i praksis fungeret som en selvstændig nation siden 1949, men Kina mener, at Taiwan er en kinesisk udbryderprovins.
Lais vigtigste modstander ud over Hou Yu-ih var den tidligere borgmester i Taiwans hovedstad, Taipei, Ko Wen-je fra det Taiwans Folkeparti. Han har fået 26,5 procent af stemmerne.
Taiwan holdt sit første demokratiske præsidentvalg i 1996.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters