Når klokken ringer ud, stopper livet på Tagensbo Skole ikke. Som et led i projektet ”Velkommen til Kvarterhuset” er skolen blevet omdannet til et levende samlingspunkt for hele Nordvest-kvarteret, både i hverdagene efter skoletid og i weekenden. Med blandt andet Københavns vildeste legeplads bliver skolen en ny børnedestination i hovedstaden.
Det er et stærkt partnerskab mellem de lokale aktører Tagensbo Skole, Områdefornyelse Bispebjerg Bakke og Beboerprojekt Nordvest, der nu har båret frugt.
- Tagensbo Skole skal ikke være en lukket ø, men et åbent hjerte midt i Nordvest, hvor livet fortsætter, når skoledagen er slut. Nu slår vi dørene op til et helt nyt kapitel, og jeg glæder mig helt vildt til at byde hele kvarteret endnu mere indenfor. Når du åbner dig op for verden, åbner verdenen sig op for dig, siger Tommy Christiansen, skoleleder på Tagensbo Skole.
Lokalområdet er inviteret til fest
Torsdag den 18. juni bliver forandringerne på Tagensbo Skole fejret. Op mod 1.000 deltagere fra lokalområdet forventes til indvielse og fællesspisning på skolen. Festen byder på både stort kagebord, fælles grill og pizza - og et væld af aktiviteter stablet på benene af lokale foreninger lige fra rollespil, basketball og springgymnastik til et besøg fra de lokale politi- og brandkadetter.