Amerikanere er ikke særlig vakse. Til gengæld er de helt vildt hysteriske.
Et firma har for eksempel fundet det nødvendigt at udstyre deres strygejern med følgende advarsel:
»Lad være med at stryge skjorten, mens du har den på.«
Den advarsel er så tilpas dum, at den netop har vundet andenpræmie i en konkurrence om, hvad der er USA s skøreste advarsel.
Mikro-ovn og McDonald s
Men der er en forklaring på, hvorfor firmaerne opfører sig som om, amerikanerne er dummere end krydsfiner. Historien om damen, der puttede sin hund i mikrobølgeovnen, hvor den så led en meget bizar død, er nærmest blevet en nyklassiker, når vennerne skal underholdes. Der er også den om kunden, der brændte sig på kaffen hos McDonald s.
Ingen af de to hovedpersoner var specielt smarte, men begge fik store erstatninger fra firmaerne, fordi de ikke var blevet advaret om, at man ikke kan tørre hunde i mikroovnen, og at kaffe rent faktisk er varmt.
Den hurtige vej til penge har gjort det til en amerikansk folkesport at sagsøge firmaer. Men organisationen Michigan Lawsuit Abuse Watch kæmper imod den udvikling. Derfor kårer de hvert år de mest langt ude advarsler for at få fokus på, hvilke absurditeter firmaerne er tvunget ud i.
Vinderen i år er en advarsel på en lille truck:
»Danger: Avoid Death.« (Fare: Undgå død, red.)
En vaskemaskine er udstyret med advarslen: »Børn må ikke lege i vaskemaskinen.«
På en røg-alarm står der: »Lad være med at bruge røg-alarmen i nødsituationer. Den kan ikke slukke ild.«
En toiletbørste advarer: »Skal ikke bruges til personlig hygiejne.«