Knap et år er gået, siden en 17-årig dansk dreng døde af druk på ferie ved Sunny Beach i Bulgarien og fire danske piger blev voldtaget på deres ferie samme sted. Dengang haglede kritikken ned over de organiserede drukture.
Nu kommer rejse-selskabet Apollo med et tilbud til unge studerende: Læs til eksamen under Sydens sol.
Ture til for eksempel Sunny Beach i Bulgarien og Gran Canaria i Spanien kan erhverves for 1.000 kroner for hele juni måned. Det kræver kun et gyldigt studiekort.
Dårlig ide
Formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening Peter Kuhlman er ikke begejstret for konceptet.
- Det er en dårlig idé. De her ungdomsrejser handler jo primært om druk og fest, og jeg tror bestemt ikke, de unge får læst ret meget, hvis de tager sydpå. Det er uetisk markedsføring, siger han til metroXpress.
Hos Apollo Rejser afviser man, at der er tale om drukrejser.
- Jeg tror sagtens, de unge kan koncentrere sig på en strand. Det handler om at skelne mellem, om man er på ferie efter eksamen for at fejre det, eller om man har eksamen foran sig og skal læse for at klare sig godt. De unge mennesker, jeg kender, vil sagtens kunne skelne, siger Apollos pr-chef, Rikke Koks Andreassen, til avisen.