Selv om det kan være spændende at se, hvad far og mor laver på jobbet, er det ikke altid en god idé, at lade ungerne komme med på arbejde.
En 13-årig dreng mistede i påsken livet, da han var med sin far ude på den byggeplads, hvor han arbejdede. Ved et sort uheld knækkede en konstruktion i en kran, som holdt et stort betonelement. Elementet ramte drengen, som blev dræbt.
Arbejdstilsynet har endnu ikke undersøgt sagen til bunds. Men tilsynskonsulent Gitte Jensen er ikke i tvivl om, at drengen ikke burde have været på byggepladsen.
»Uvedkommende har ikke noget at gøre på en byggeplads, det være sig voksne
som børn,« siger Gitte Jensen til Magasinet Arbejdsmiljø.
Arbejdet skal ikke betale
Arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring vil normalt ikke dække det, hvis et barn kommer til skade, mens det er med forældrene på arbejde. Får barnet varige mén, er der altså ikke udsigt til, at barnet får en erstatning.
»Hvis du skal være dækket af arbejdsskadeforsikringen, kræver det, at du er ansat eller udfører arbejde for en arbejdsgiver. Det er ikke nok, at et barn blot opholder sig på forældrenes arbejdsplads,« siger Frank Wendelbo-Madsen, chefkonsulent i Arbejdsskadestyrelsen.
En almindelig ulykkesforsikring vil dog i de fleste tilfælde dække barnets skade.
Er forældrenes arbejdsplads ufarlig, vil Arbejdstilsynet ikke blande sig i, om børnene kommer med på job.