De arbejder som flaskedrenge, passer børn eller går med reklamer. Halvdelen af alle unge med indvandrerbaggrund har job efter skoletid. Og selvom det måske er hårdt, så er det godt for integrationen, skriver Berlingske Tidende.
Fritidsjobbet øger nemlig chancen for en uddannelse og et godt arbejde, fordi de unge nydanskere får netværk, større selvtillid og lærer at samarbejde, viser en ny undersøgelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
"Unge indvandrere og efterkommere, der har haft et fritidsjob, har større sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse, få et job og en høj årsindkomst," står der blandt andet.
Er man for eksempel flaskedreng efter skoletid, har man tre gange så stor chance for at komme i gang med en erhvervsfaglig uddannelse, end hvis man ikke havde et fritidsjob.
Samtidig har man over dobbelt så stor chance for at komme ind på en kortere videregående uddannelse og halvanden gang så stor mulighed for at komme i gang med en lang videregående uddannelse.
Integrationskonsulent Joel Guttman mener også, der er ganske jordnære årsager til fordelene ved et fritidsjob.
"Fritidsjob kan naturligvis give et netværk, men det kan også give konkret erfaring med, hvad arbejdsmarkedet egentlig er. Dertil giver det en fornemmelse af, hvor vigtigt det er at tjene sine egne penge," forklarer han over for Newspaq Landsnyhederne.