Lokalpolitiet i Varde leder efter en mand, der ifølge et vidne har mishandlet sin hund på det groveste.
Vidnet er en tilfældigt forbipasserende, der kom forbi manden, da han kastede sin dansk-svenske gårdhund ned mod en kantsten og ind i en Fogtmanns Plads i Varde. Det skriver Jydske Vestkysten.
Vidnet, en 18-årig fyr, påtalte mishandlingen og fik så overdraget hunden med ordene:
- Så kan du tage den lortehund.
- Den er nu på internat, men vi eftersøger en ejer, siger lederen af Lokalpolitiet i Varde, Torben Kloster, til Jydske Vestkysten.
Manden, der mistænkes for mishandle hunden, er af vidnet blevet beskrevet som værende mellem 22 og 28 år, almindelig af bygning, usoigneret med kort hår, iført en hættetrøje og vest samt cowboybukser. Han talte dansk. Politiet efterlyser manden i forbindelse med den anmeldte dyremishandling.
Episoden fandt sted natten til tirsdag omkring klokken 00.45.