En storkonflikt kan blive konsekvensen, hvis forhandlingerne om nye overenskomster går helt i stå.
Det var den umiddelbare melding fra administrerende direktør i Handel, Transport, Service, HTS, Ole Krog, inden forhandlingerne forsatte hos forligsmanden tirsdag.
- Det ser meget tungt ud, og vi er tæt på at kunne konstatere, at der er svært at komme videre. Resultatet af det vil desværre være en storkonflikt, sagde Ole Krog til Ritzau inden forhandlingerne.
I flere uger har HTS og fagforbundet forgæves forsøgt at nå til enighed om nye overenskomster for cirka 42.000 lagerarbejdere, chauffører, og havnearbejdere.
To gange har forligsmand Asbjørn Jensen sendt de to parter hjem for at tænke over et kompromis. Men altså forgæves.