To dage efter han blev anholdt i en forstad til Harare er Zimbabwes oppositionsleder stillet for en dommer, rapporterer nyhedsbureauet AFP.
Tsvangirai blev sammen med fem andre ledende medlemmer af oppositionspartiet Movement for Democratic Change (MDC) anholdt søndag under et bønnemøde i forstaden Highfield. Mødet var arrangeret af koalitionen Save Zimbabwe Campaign og var et bønnemøde, fordi diktator Robert Mugabes regering har nedlagt forbud mod politiske møder. Derfor gik politiet amok på de forsamlede med tåregas og vandkanoner. En enkelt person blev dræbt af skud.
Nyhedsavisen talte mandag med en af Morgan Tsvangirais kolleger i MDC David Coltart, som var tydeligt bekymret for sine anholdte venner. Tsvangirais advokat fik lov til at besøge ham mandag og kunne berette om, at Tsvangirai var så hårdt medtaget efter at være banket af politiet, at han havde problemer med at se og snakke og svævede ind og ud af bevidsthed.
Ifølge Zimbabwes lov skal man senest stilles for en dommer dagen efter sin anholdelse. Men det efterlevede politiet ikke i går. Nu er han så endelig stillet for en dommer. Det forlyder ikke om de andre anholdte er med ham.
Avisen.dk følger sagen.