Det har mildest talt stået skidt til siden 2000 i Fødevarestyrelsen, der udfører og uddeler smiley-rapporter i alt fra restauranter til fødevarevirksomheder. Rigsrevisionen måtte derfor i går uddele en skarp kritik.
Mens oppositionspartierne vil have væltet Lars Barfoed på rapporten, fastholder to forvaltningseksperter, at Barfoed ikke har overtrådt ministeransvarsloven.
»Der er ikke noget at komme efter rent juridisk. Det eneste, der nærmer sig et ministeransvar, er at Lars Barfoed ikke har svaret tilstrækkeligt grundigt på spørgsmålene fra Folketinget. Men det er slet ikke nok til at rejse en rigsretssag. Det er mere sandsynligt, at han bliver afsat som minister,« siger
lektor i offentlig ret ved Aalborg universitet Sten Bønsing.
En lignende holdning kommer fra kollegaen Jørgen Albæk Jensen fra Århus Universitet:
»Det er ikke ulovligt at være dårlig til sit arbejde. Ud fra rapporten har han ikke decideret løjet. Det er dårlig administration, men det er ikke ulovligt,« vurderer Jørgen Albæk Jensen.