En tæring i gevindet på et stempel, der fik en bolt til at løsne sig.
Det er tilsyneladende årsagen til, at et Dash 8-fly fra SAS på dramatisk vis nødlandede i Aalborg Lufthavn søndag eftermiddag, hvorved det ene landingsstel knækkede sammen.
Sådan lyder det ifølge Havarikommisionens foreløbige konklusion. I rapporten hedder det:
"En undersøgelse af aktuatorstemplets indre gevind blotlagde tilstedeværelsen af korrosion, som har svækket materialet og ledte til separationen af øjebolten fra aktuatorstemplet. Denne separation var hovedfaktoren ledende til understellets kollaps."
Oversat til almindelige dansk betyder det, at landingsstellet er blevet nedslidt over tid, fordi den bolt og møtrik, der holder landingshjulet fast, er blevet overbelastet. Ved landingen i søndags gav stellet efter og hjulet faldt af og udløste ulykken.
Havarikommisionens konklusion passer umiddelbart fint med meldingen fra luftfartsmyndighederne i Canada, Transport Canada.
Torsdag morgen beordrede Transport Canada alle Dash 8-fly i hele verden til at blive på landjorden, før en særlig møtrik, der er tilknyttet hydraulik-systemet, er blevet undersøgt grundigt. Findes der fly med samme fejl, må de blive på jorden indtil hele delen er udskiftet.
Havarikommissionen fortsætter i de kommende dage med at undersøgen ulykken for at lede efter flere mulige årsager til havariet.
Pressechef i SAS Jens Langergaard har dog ikke hørt om havarikommissionens konklusion.
- Vi holder vores fly på jorden, indtil årsagen til ulykkerne i Aalborg og Vilnius er klarlagt. Først når producenten af flyene har instrueret os i, hvad der skal, og myndighederne siger, at det er sikkert at flyve igen, så tager vi stilling til, hvornår flyene går i luften. Vi ved ikke endnu, hvornår det bliver, siger pressechef Jens Langergaard til Nyhedsavisen.
Ifølge Statens Luftfartsvæsen beviser den foreløbige konklusion, at at ulykkerne i Aalborg og Vilnius skyldes en konstruktionsfejl i flyet.
- Der har været spekulationer om, at SAS eller Statens Luftfartsvæsen har sjusket med sikkerheden. Denne konklusion viser, at tilsynet har været godt nok. Havariet skyldes en konstruktionsfejl, og det positive er, at nu ved SAS, hvad fejlen skyldes, og så kan vi forhindre havarier i fremtiden af den samme årsag, siger pressechef Thorbjørn Ancker.