Verdens højeste tændstikbygning - en 7,2 meter høj model af Eiffeltårnet - får alligevel sin verdensrekord, efter at den i første omgang blev dømt ugyldig for at bruge de forkerte tændstikker.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Guinness World Records afviste i første omgang at give franske Richard Plaud verdensrekorden, da de mere end 700.000 tændstikker, som han havde brugt, ikke var "kommercielt tilgængelige".
Begrundelsen lød, at Richard Plaud havde brugt tændstikker uden svovlhovedet på.
Men torsdag - dagen efter udmeldingen - ombestemte rekordbogen sig, gav Plaud verdensrekorden og indrømmede, at bedømmelsen havde været for hård.
- Vi er virkelig begejstrede for, at vi kan godkende den. Vi anerkender gerne, at vi var en smule for hårde, i forhold til hvilke tændstikker der skulle bruges i forsøget, og Richards model er i sandhed officielt fremragende, siger Mark McKinley, der er leder hos Guinness World Records.
Richard Plaud brugte i alt 4200 timer over otte år på Eiffeltårnet samt mere end 700.000 tændstikker og 23 kilo lim.
Oprindeligt skar han selv svovlhovedet af alle tændstikkerne, men han indså hurtigt, at det ville tage for lang tid.
Derfor kontaktede han producenterne, der sendte flere kilo af tændstikker uden svovlhoved til Plaud.
Plaud overtager rekorden fra libaneseren Toufic Daher, der i 2009 byggede en tændstikmodel af Eiffeltårnet på 6,53 meter.
/ritzau/