Her gik man måske og troede, at vi kunne takke vores toptunede sæd for menneskeracens overlegenhed.
Men nej, vores art må nøjes med en sølvmedalje i konkurrence mod chimpansen og gorillaen.
Hvem har de hurtigst svømmende sædceller af de tre, lød spørgsmålet, som en forskergruppe fra University of California i USA ifølge New Scientist stillede sig selv.
Resultatet var overraskende. Hvor menneskets sædceller bevægede sig med cirka 200 meter i timen - eller lidt over tre meter i minuttet, og det bekræftede blot tidligere undersøgelser - spurtede chimpansens små haletudser af sted med 700 meter i timen.
Eller mere end tre gange så raphalet som menneskets.
På tredjepladsen kom gorillaens, der kun tilbagelagde 100 meter på en time.
Forklaringen?
Chimpanser lever langt mere promiskuøst end (de fleste) mennesker og gorillaer. Og når man har flere partnere på en aften - og når ens partnere også har det - er det vigtigt, at ens sæd kan bevæge sig hurtigt. Ellers bliver man jo slået af konkurrenterne.
Og derfor sørgede den naturlige udvikling for, at chimpanser med hurtige haletudser overlevede.