Omkring 1000 demonstranter samlede sig mandag eftermiddag på Haft-e Tir-pladsen i Teheran på trods af advarsler om magtanvendelse fra Irans Revolutionære Garde.
Ifølge BBC's meldinger blev politiet forstærket af Basij-militsmænd med køller i hænderne.
Den Revolutionære Garde meddelte tidligere mandag, at der blev slået hårdt ned på demonstrationer over valgresultatet i forrige weekend.
Fredag blev demonstrationer bandlyst af landets mest magfulde mand, Ayatollah Ali Khamenei, efter at 10 mennesker havde mistet livet.
I en email til BBC skriver en demonstrant:
"Der er masser af mennesker, men de er spredt. Og der er masser af politibetjente. De affyrer kugler op i luften og skyder med tåregas mod mængderne. Det er en meget farlig situation, men vores stolte folk er her stadig i gaderne," skriver demonstranten.
Ifølge andre vidner bærer politimændene blandt andet hjelme og er bevæbnet med metalkøller og ledninger. Nogle har også skydevåben.
Den danske udenrigsminister Per Stig Møller (K) vil indkalde Irans ambassadør i København for at fordømme vold mod demonstranter i lighed med de øvrige EU-lande.
Det tjekkiske EU-formandsskab har anmodet medlemslandene om at overveje en indkaldelse af Irans ambassadører med henblik på at udtrykke "dyb væmmelse" over volden i landet efter valget.
Per Stig Møller udtrykte tidligere i dag bekymring over, at vestlige lande støtter demonstranterne i Teherans gader.