16 millioner kroner ligeud. Så stor var førstepræmien ved weekendens lottoudtrækning.
Og de 16 millioner gik til en heldig dansker, der ifølge Danske Spil havde købt vinderloddet - i form af en LynLotto - i SuperBrugsen i den nordsjællandske by Græsted.
Det er syvende gang på seks år, at den lille by udklækker en lottomillionær. Ifølge Berlingske.dk kunne en ukendt vinder hæve en gevinst på 5,1 millioner kroner i december 2001.
Fra 2002 til 2003 blev tre heldige kunder millionærer på kuponer købt i byens Prima i løbet af halvandet år, mens også SuperBrugsen regnes for at være et lykkested for de håbefulde lotto-spillere.