Siden Ruslands invasion af Ukraine er der ankommet syv uledsagede mindreårige ukrainske statsborgere til Danmark.
Det oplyser Udlændingestyrelsen i en mail til Ritzau.
Tallet er opgjort 27. marts. Ritzau prøver at få oplyst børnenes alder.
Styrelsen oplyser dog, at der kan være kommet flere uledsagede ukrainske børn, som så ikke har registreret sig hos myndighederne.
De syv børn er nu indkvarteret på et børnecenter. Får de opholdstilladelse i Danmark overgår de til en kommune, der vil tage stilling til, hvor de skal bo, og om de eksempelvis skal anbringes hos en plejefamilie. Det skriver Udlændingestyrelsen.
Børnene kan ligesom andre flygtninge fra Ukraine ansøge om ophold gennem særloven.
De vil få udpeget en "personlig repræsentant, som skal sikre barnets interesser og yde barnet personlig støtte under opholdet i Danmark".
En eftersøgning af forældre eller andet netværk til barnet kan også blive sat i gang, hvis barnet ønsker det.
Frem til tirsdag har 12.585 flygtninge fra Ukraine ansøgt om ophold i Danmark efter særloven.
Der er blevet givet foreløbigt 919 tilladelser efter loven, der blev vedtaget 16. marts og trådte i kraft dagen efter. Lidt under 40 procent af dem er givet til børn.
Regeringen forbereder sig på, at der kan komme over 100.000 flygtninge til Danmark som følge af den russiske invasion af Ukraine.
For eksempelvis at hjælpe dem i arbejde er der oprettet en ny hjemmeside med navnet jobguideukraine.dk, der skal være med til at give ukrainere et samlet overblik over deres muligheder jobsøgning i Danmark.
Ukrainske børn vil også kunne fortsætte deres skolegang i danske skoler. Mange steder vil børnene blive modtaget i såkaldte modtageklasser i folkeskolen. Her går elever, der har begrænset eller intet kendskab til det danske sprog.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.