»Homoseksuelle forældre skal da have fuldstændig samme rettigheder som alle andre familier med børn,« siger 30-årige Claus Nielsen.
Han er selv lige begyndt på arbejde igen efter at have holdt barselsorlov sammen med sin kæreste Rie og deres lille datter.
Medmødre på barsel
Med den holdning ligger den nybagte far på linje med et stort flertal i befolkningen. 67 procent af danskerne mener, at en lesbisk medmor – en kvinde, som ikke er barnets biologiske mor, men som er gift med hende – skal have ret til barselsorlov. Det viser en meningsmåling, som analysebureauet Userneeds har foretaget for Nyhedsavisen.
»Jeg føler mig heldig og stolt over, at jeg bor i et samfund, hvor jeg som mand har ret til to ugers betalt barsel, men jeg er pinligt berørt over, at andre forældre – bare fordi de har den forkerte seksuelle orientering– ikke har den samme ret,« siger Claus Nielsen.
Består et forældrepar af to kvinder, har mor nummer to ikke ret til to ugers barselsorlov, som fædre har det. Meningsmålingen fra Userneeds viser også, at 60 procent af danskerne mener, at homoseksuelle par skal have ret til at adoptere børn.
I dag har homoseksuelle par kun ret til stedbarnsadoption, det vil sige at adoptere deres partners børn.
Skeptiske politikere
Flertallet i Folketinget er dog langt fra parat til at gå så langt, som flertallet af befolkningen tilsyneladende er.
Tidligere i år vedtog et snævert flertal i Folketinget et forslag fra oppositionen om at give enlige kvinder og lesbiske ret til kunstig befrugtning på statens regning.
Det skete efter voldsom debat, og kun fordi medlemmerne blev fritstillede til afstemningen. Det betød, at mange Venstre-folk stemte for, selvom partiet officielt var imod.
DF: Lesbiske skal betale
I november førstebehandlede Folketinget et forslag fra De Radikale om at udvide lesbiskes rettigheder til også at gælde ’medmororlov’. Forslaget er sendt til viderebehandling i retsudvalget, men umiddelbart er det politiske flertal langt fra lige så ivrigt efter at give lesbiske forældre flere rettigheder, som flertallet af danskerne er.
Det regerende flertal bestående af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti (DF) er afvisende over for ideen.
23. februar skal Folketinget behandle et forslag fra DF om at lade enlige kvinder og lesbiske selv betale regningen, hvis de ønsker at blive kunstigt befrugtet.