Undersøgelsen viser, at tre procent af danskerne bor i husholdninger, hvor det er meget svært at få økonomien til at slå til, mens fire procent har svært ved at få enderne til at nå sammen.
Niveauet er dermed uændret fra 2005 og en procent lavere end 2006, skriver DR.
Undersøgelsen viser også, at hele 61 procent af danskerne bor i husholdninger, hvor det er let eller meget let, at få udgifter og indtægter til at gå op i en højere enhed.
Det er især de arbejdsløse, som er hårdt ramt. Hele 31 procent af de ledige har problemer i husholdningen, mens tallet for en anden gruppe med lave indkomster - lærlinge og studerende - er 14 procent.
Enlige med børn har også pres i økonomien. Her har 27 procent problemer, mens par uden børn er den gruppe, hvor det er lettest at få økonomien til at hænge sammen.
/Newspaq/