To trawlere gik ned i det Irske Hav i den voldsomme storm, som indebar vindstød på over 130 kilometer i timen. Syv fiskere om bord savnes stadig efter en storstilet redningsaktion af den irske kystvagt, som fik bjærget to fiskere fra det iskolde hav. De to fiskere, der begge var fra Litauen, blev samlet op fra en redningsflåde, hvor de havde tilbragt over 20 timer, rapporterer Reuters.
I Nordsøen var der også drama, da et stort fragtskib fik motorstop og var i risiko for at drive ind i en boreplatform, der pumper gas op fra undergrunden. Som en sikkerhedsforanstaltning blev de 30 besætningsmedlemmer på platformen evakueret, men kort efter fik fragtskibet motorkraften igen og undgik en kollision.
Alt imens er det lavtryk, som har forårsaget stormen, ved at dø langsomt ud. Fredag morgen havde det passeret Danmark og var på vej ud i Østersøen. Stormen kom ikke bag på meteorologerne:
»Lavtrykket er et ganske almindelige januarlavtryk. Det er der skam ikke noget usædvanligt i. Januar er faktisk den måned i året, hvor vinden er kraftigst,« fastslår Niels Hansen fra Dansk Meteorologisk Institut overfor DNY.