Syv dræbt af jordskælv i Indonesien

Et jordskælv ramte mandag morgen den indonesiske ø Sumatra. Syv mennesker er omkommet og flere end 100 såret.

Jordskælvet ramte den nordlige del af Indonesiens største ø, Sumatra, mandag morgen. Seks mennesker blev dræbt, da bygninger og andet faldt ned over dem, og en ældre mand døde af et hjertetilfælde under jordskælvet, som målte 5,5 på Richterskalaen.

Jordskælvet fik en del bygninger til at brase sammen i Mandailing Natal distriktet i det nordlige Sumatra, hvor fire af de syv mennesker omkom.

Ifølge AP rapporterer en lokal tv-station, at de sårede blev behandlet på jorden udenfor, fordi folk ikke turde gå indendørs igen. Flere kraftige efterchok fulgte jordskælvet, som ramte kort før daggry.

Området er et af verdens mest udsatte, når det kommer til jordskælv. En andet ramte ud for kysten kort tid før det inde på land, men der er ikke udsendt tsunamivarsel for området.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.