Syv atleter fra Cameroun er forsvundet fra de olympiske lege i London.
De syv - fem boksere, en svømmer og en fodboldspiller - mistænkes for at været smuttet fra OL for at bosætte sig i Europa af økonomiske årsager.
- Hvad der startede som rygter, er blevet til virkelighed. Syv camerounske atleter, der deltog ved legene i London 2012, er forsvundet fra den olympiske landsby, skriver David Ojong, leder af Camerouns OL-hold, i en besked til det britiske sportsministerium.
Her forklarer Ojong, at reservemålmanden fra kvindernes fodboldlandshold, Drusille Ngako, var den første, der forsvandt. Hun var ikke med på Camerouns endelige hold, og forsvandt efter holdets træningslejr i Skotland.
Da hendes holdkammerater tog videre til Coventry for at spille den sidste testkamp mod New Zealand, var hun væk.
Et par dage senere var hverken svømmeren Paul Ekane Edingue eller hans ting på værelset.
Endelig forsvandt de fem boksere Thomas Essomba, Christian Donfack Adjoufack, Abdon Mewoli, Blaise Yepmou Mendouo og Serge Ambomo søndag fra den olympiske landsby.
/ritzau/Reuters