På trods af det hårde vejr lykkedes det onsdag aften redningshelikoptere at redde syv besætningsmedlemmer op ad vandet, efter at et svensk fragtskib kæntrede og sank. Skibet var på vej fra Helsingfors til Århus, da det fik slagside i vandet ud for den svenske østkyst. I fire timer klamrede besætningsmedlemmer sig til siden af skibet, men omkring klokken 19.30 væltede skibet helt om på siden. Det sank kort tid efter.
Onsdag aften var der endnu ingen oplysninger om de resterende syv besætningsmedlemmer på skibet. Redningsbåde og helikoptere havde svært ved at komme menneskene til hjælp på grund af uvejret. Bølgerne i området var over fire meter høje, og blæsten susede med 20 meter i sekundet.