Syriske oprørsstyrker har søndag erobret en militærskole i byen Musalmiyeh 16 km nord for byen Aleppo, siger oprørskilder.
- Erobringen har stor strategisk og symbolsk betydning. Skolen har et ammunitionslager og sikrer den nordlige indgang til Aleppo, siger brigadegeneral Mustafa al-Sheikh til Reuters i et telefoninterview fra byen Apayden på den tyrkiske grænse til Syrien.
- Jeg kan ikke komme med flere detaljer, men jeg kan sige, at den syriske hærs kampgejst er ved at bryde sammen, lyder det fra brigadegeneralen.
Oprørskilder i den nordlige Aleppo-provins fortæller, at anlægget blev erobret efter en ildkamp, hvor flere soldater fra skolen deserterede.
Adskillige regeringsloyale officerer er ifølge oprørerne blevet taget til fange.
/ritzau/Reuters