Mindst 60 personer har mistet livet i en landsby i det østlige Syrien under et angreb fra oprørere, der kæmper mod præsident Bashar al-Assads styre.
Det oplyser the Syrian Observatory for Human Rights. De dræbte er alle shiamuslimer ifølge menneskerettighedsgruppen.
Hovedparten af de dræbte havde dagen forinden deltaget i et angreb mod oprørere, fortæller rettighedsgruppens leder, Rami Abdel Rahman.
- Bevæbnede shiamuslimer fra landsbyen angreb i går en af oprørernes nærliggende kontrolposter og dræbte to. I dag angreb oprørerne landsbyen og overtog kontrollen med den. 60 shiamuslimer blev dræbt. Hovedparten var krigere, siger han.
Sammenstødene fandt sted i i landsbyen Hatlah, der domineres af sunnimuslimer.
Det syriske styre, der har kæmpet mod oprørerne i over to år, har etableret lokale militser i de egne af landet, hvor en del af befolkningen er loyale over for regimet.
Præsident Bashar al-Assad er shiamuslimsk alawit, som cirka to millioner andre ud af Syriens befolkning på 22 millioner.
/ritzau/AFP