En gruppe bevæbnede syriske oprørere har stormet en bygning nær Homs, hvor de har skudt og dræbt 16 civile.
Seks af de dræbte er kristne, mens seks andre kommer fra det alawitiske mindretal, som også Syriens præsident, Bashar al-Assad, tilhører.
Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, som følger situationen i det krigshærgede land.
Den bygning, der blev stormet, huser ansatte ved et elektricitetsværk tæt ved byen Homs, som tidligere har været under voldsom beskydning fra regimets side.
- Bevæbnede mænd stormede boligkomplekset Jandar, skød på må og få og dræbte 16 syrere, blandt dem seks kristne, seks alawitter - heriblandt kompleksets direktør - og fire sunnier, oplyser Rami Abdel Rahman fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Han tilføjer, at elektricitetsværket har såvel syrere som udlændinge blandt sine ansatte.
De udenlandske ansatte er først og fremmest fra Iran og Japan, og de bor sammen med deres familier i det boligkompleks, der er blevet angrebet.
Det ligger omkring 30 kilometer fra byen Homs, der er en af de byer, hvor oprøret mod Assads styre har været markant, og hvor regimet har sat hårdt ind for at få bugt med rebellerne.
- Landsbyen og de omkringliggende områder er sunni, forklarer Rami Abdel Rahman.
Størstedelen af Syriens befolkning er sunnimuslimer, mens regimets topfolk tilhører alawitterne.
En række menneskeretsgrupper har udtrykt dyb bekymring over, at det knap 17 måneder lange syriske oprør ser ud til at tage en drejning og blive en mere sekterisk konflikt, hvor Syriens forskellige etniske grupperinger vender våbnene mod hinanden.
/ritzau/AFP