Syriske medier: Oprørere forlader sidste bastion i Østghouta

Det er uklart, om en af de mest magtfulde oprørsgrupper i Østghouta har indgået aftale om at rømme byen Douma.
Oprørere fotograferet i en bus på vej ud af byen Douma i Østghouta.
Oprørere fotograferet i en bus på vej ud af byen Douma i Østghouta. Foto: Bassam Khabieh/Reuters

Oprørere fra den militante gruppe Islams Hær er angiveligt klar til at forlade det sidste område, som de kontrollerer i Østghouta uden for Syriens hovedstad, Damaskus.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Det meddeler et syrisk nyhedsbureau med tilknytning til regeringshæren.

Men et medlem af oppositionen i byen Douma i Østghouta afviser over for nyhedsbureauet AP, at der er indgået en aftale om at overgive byen til regeringshæren.

Iyad Abdelaziz, der er medlem af Doumas lokalstyre, siger, at Islams Hær ikke er gået med til at forlade byen. Der er dog indgået en aftale om at evakuere syge og sårede fra byen, siger han.

Det var ikke umiddelbart muligt at få en kommentar fra Islams Hær.

Søndag aften rapporterer det statslige syriske nyhedsbureau Sana imidlertid, at krigere fra den militante gruppe Faylaq al-Rahman har forladt Douma i busser, der er sendt ind i byen af den syriske regering.

Omkring 1300 oprørere, aktivister og civile har skrevet sig op til at blive evakueret, siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger situationen i landet.

Douma har været kontrolleret af oprørere siden 2011 og har været under belejring fra regeringsstyrkerne siden 2013. Byen er en af de sidste i området omkring hovedstaden, som har holdt stand mod præsident Bashar al-Assads styrker.

/ritzau/AP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.