En jordansk pige blev såret, da syriske granater og kugler fløj ind på jordansk territorium søndag i den seneste af en række hændelser, der har øget spændingerne i grænseområdet.
Jordans udenrigsministerium har meddelt den syriske udsending i Amman, at episoden er "uacceptabel" i den stærkeste offentlige reaktion på de seneste skudvekslinger mellem de to lande.
Jordanske myndigheder har tidligere rapporteret om syriske regeringssoldater, der skød efter syriske flygtninge og syrere, der forsøgte at bringe forsyninger ind til oprørerne i det borgerkrigsramte land.
Den syriske udsending fik at vide, at situationer, hvor "granater rammer jordansk territorium, er uacceptable, især fordi disse episoder har gentaget sig i den seneste tid", siger talsmand Samih al-Maayta fra det jordanske udenrigsministerium.
- Den syriske hær bærer ansvaret for at kontrollere grænsen, uanset hvem der affyrede granaterne, siger talsmanden.
Øjenvidner fortæller, at episoden fandt sted i grænseområdet omkring Tel Shihab ved Yarmoukfloden, der deler de to lande omkring 80 kilometer nord for den jordanske hovedstad.
Det anslås, at flere end 170.000 syrere i øjeblikket opholder sig i Syriens nabolande Tyrkiet, Libanon, Jordan og Irak.
I Syrien menes 1,2 millioner mennesker at være fordrevet fra deres hjem. De fleste opholder sig i offentlige bygninger som skoler og sportshaller, siger FN.
Tyrkiet har modtaget flest flygtninge fra Syrien. Inden for blot to uger er der kommet 26.000 syrere til Tyrkiet. De fleste opholder sig i teltlejre, der er sat op tæt ved grænsen.
Det anslås, at flere end 70.000 syrere er flygtet over grænsen til Tyrkiet hidtil under den snart 18 måneder lange konflikt i Syrien.
Tyrkiske myndigheder siger, at dets beredskab arbejder på højtryk, og at der ikke skal komme ret mange flere flygtninge, før Tyrkiet ikke kan klare opgaven uden hjælp udefra.
/ritzau/Reuters