Syriens udenrigsminister, Walid al-Moualem, siger i et direkte tv-transmitteret interview i Damaskus, at den syriske regering vil overholde betingelserne i en russisk plan for en "nedtrapning" af konflikten, hvis oprørsbevægelsen gør det.
Udtalelserne fra al-Moualem kommer samtidig med, at hundredvis af oprørere begynder at forlade det belejrede distrikt Barzeh i Damaskus som led i en omfattende evakueringsaftale med regimet.
Overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder siger, at busser ankom til Barzeh ved daggry, og at hundredvis af oprøre sammen med deres familier begyndte at stige ind i dem.
- Flere vil forlade området hen over de næste fem dage, oplyser overvågningsgruppen og det statslige tv.
Syriens præsident, Bashar al-Assad, har lagt stor vægt på sådanne evakueringer, sammen med hvad regimet kalder "forsoningsaftaler" for de områder, hvor oprørere overgiver sig til regeringsstyrkerne.
Aftalerne kan forhindre blodsudgydelser.
Den syriske udenrigsminister afviser idéen om sikre zoner under FN's overvågning.
Al-Moualem pointerer også, at USA har ændret syn på konflikten.
- USA synes at have konkluderet, at man må nå til en forståelse med Rusland for at finde en løsning på krisen i Syrien.
Et dokument om en aftale om sikre zoner i Syrien i seks måneder indgået af Rusland, Tyrkiet og Iran blev offentliggjort lørdag. Det indebærer, at alle kampe skal stoppe i zonerne.
Dokumentet om de sikre zoner fastslår, at der skal skabes betingelser for at bringe humanitær hjælp frem til de steder, hvor der er behov for den, og at fordrevne civile skal kunne vende tilbage til deres hjem.
USA er ikke en del af aftalen, der blev indgået under et møde i Kasakhstans hovedstad, Astana.
Men dokumentet er blevet offentliggjort, efter at USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, fredag talte med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, om Syrien.
Samtalen mellem de to ministre fandt sted dagen efter, at Rusland, Iran og Tyrkiet havde underskrevet aftalen om at indføre sikre zoner i Syrien.
/ritzau/Reuters