Riad al-Assaad, en leder af oprørsgruppen Den Frie Syriske Hær, er blevet ramt af en bilbombe tidligt mandag morgen i det krigshærgede Syrien.
Al-Assaad betegnes som hårdt såret, men hans tilstand er stabil. Han behandles i øjeblikket på et hospital i Tyrkiet.
Bomben eksploderede tæt på byen Deir Ezzor i det østlige Syrien, som i de seneste måneder har været præget af hårde kampe mellem oprørere og tilhængere af Bashar al-Assads regime.
Oprørerne betegner bilbomben som et attentatforsøg på al-Assaad.
- Præsident Bashar al-Assads forsøg på at slå Riad al-Assaad ihjel var et forsøg på at ramme de østlige dele af Syrien, såsom Al-Regga og Deir Ezzor, der er styret af oprørerne, siger Louay Almokdad fra Den Frie Syriske Hær til Al Arabiya.
Mere end 70.000 personer er døde under opstanden i Syrien.
/ritzau/