Syriens oppositionsleder George Sabra, som fredag mødtes med udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i København, har en klar besked til danske og andre udenlandske jihadister, der rejser til den blodige konflikt i Syrien for at bekæmpe præsident Bashar al-Assad.
- Helt ærligt. Jeg kan sige det lige ud: Vi har ikke brug for disse fremmede soldater i vores land. Vi har ikke brug for nogen fremmede krigere i vores land, siger George Sabra.
Den seneste tid har der været stigende bekymring for, at oprøret, der startede som fredelige demonstrationer i 2011, overtages af konservative, islamistiske kræfter.
Den syriske opposition får militant støtte fra mange udenlandske jihadister, også fra Danmark. I foråret blev den danske konvertit Kenneth Sørensen dræbt i kampe i landet.
George Sabra, som er præsident for Syriens Nationalråd, er dog glad for den finansielle støtte og sympatien, som han møder i Danmark og Europa:
- Derimod takker vi for alle andre tiltag og alle dem, der føler sympati med os, og som forsøger at forsvare sig, vores børn, vores kvinder - vores liv.
Han mener imidlertid, at Vestens svigtende evne til at handle i konflikten har skabt problemet med de al-Qaeda-knyttede militante islamister, som har et erklæret ønske om at opbygge et konservativt samfund i Syrien bygget på religiøse love.
- Vi har nok folk til at forsvare syrerne. Vi har så mange modige mænd, der kan forsvare folket.
- Det er ikke vores valg, at disse udenlandske krigere kommer til Syrien. Det er udtryk for passivitet, som det internationale samfund har udvist i konflikten, siger George Sabra.
/ritzau/