Mens styrker fra det syriske regime de seneste dage har belejret Syriens største by Aleppo med både kampvogne og helikoptere, beder landets opposition nu omverdenen om militær hjælp.
Lederen af Det Syriske Nationalråd (SNC), Abdel Basset Sayda, opfordrer "arabiske brødre og venner" til at bevæbne oprørstyrkerne, så præsident Bashar al-Assads soldater kan nedkæmpes.
- Vi ønsker våben, der kan stoppe tanks og jetjagere. Det er, hvad vi vil have, siger Sayda i Abu Dhabi.
Han mener, at de syriske oprørere kæmper med for gamle våben, og at der er behov for nyt krigsmateriel, hvis der skal ske "betydelig forandring" i det oprør, som begyndte i marts 2011.
- Der er brug for støtte, så det syriske folk kan forsvare sig mod denne drabsmaskine, siger oppositionslederen.
Ifølge Sayda har Syriens Frie Hær behov for 145 millioner dollar om måneden til at dække de med basale behov i krigen mod præsident Bashar al-Assad. Men oprørerne har i løbet af flere måneder blot modtaget 15 millioner dollar.
De syriske oprørsstyrker gik lørdag til modangreb på regimets soldater i Aleppo, mens bekymringerne stiger for en overhængende risiko for repressalier mod civilbefolkningen i landets kommercielle hovedstad med 2,5 millioner indbyggere.
Bashar al-Assads soldater er rykket frem mod den sydvestlige del af Aleppo, hvor oprørerne har koncentreret deres styrker, da de erobrede størstedelen af den nordligt beliggende by 20. juli.
Mindst 29 mennesker er dræbt, siger Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, og opgør det landsdækkende tal af dræbte lørdag til 140.
Observatoriet siger, at flere end 20.000 mennesker, de fleste civile, nu er dræbt siden oprøret mod Bashar al-Assad begyndte i marts sidste år.
/ritzau/AFP